15. oktober 2018

Sara Omar shortlistet

Sara Omar shortlistet

Sara Omar er shortlistet til BogForums Debutantpris. Sara Omar brød stort igennem i november sidste år med sin roman Dødevaskeren, nu er hun shortlistet til BogForums Debutantpris. Prisen uddeles af en jury hvert år ved åbningen af Bogforum.
 
Juryen skriver følgende som motivation:
Dødevaskeren er en overvældende bog. Den skåner ikke sin læser. Kun to sider inde i bogen har en mand råbt ”æreskrænkelse,” og ordets flammende bogstaver skærer sig ind i og ødelægger to kvinder. Romanen begynder lige på og hårdt. Her findes der ingen blød optakt, ingen advarsler: hvorfor skulle det tilfalde læseren, når det ikke tilfalder romanens kvinder? Dét er romanens uopsættelige ærinde: at blotlægge vold mod kvinder. Grusomheder begået mod kvinder i en muslimsk kultur, hvor en kvinde defineres som en mands kone. Den misogyni, som Omar skildrer, runger med så stor dissonans fra siderne, at man skal være ualmindelig tonedøv for ikke at blive anfægtet af den. I centrum for fortællingen står Frmesk. Hun bliver født i Kurdistan i 1986 og er fra første dag uønsket af sin far pga. sit køn. Bogen krydsklipper mellem Frmesks opvækst i Kurdistan og Skejby Sygehus, hvor hun ligger indlagt, 30 år senere. Heller ikke i Danmark undslipper hun mistroen og den sociale kontrol. Kritikken af det undertrykkende kvindesyn og den måde, islam praktiseres på i det miljø, som Omar beskriver, slår hårdt og står stærkt. Romanens uhyggeligt rå skildringer af den marginaliseredes, udsattes og udstødtes position kunne måske give læseren lyst til at lægge bogen fra sig. Men det kan man ikke. Man må læse den til ende. Også selvom slutningen ikke tilbyder nogen lette løsninger eller lys fremtid. Den peger i stedet direkte ned i et kælderdybt mørke. Det er uhyggeligt godt og modigt gjort.”

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Dødevaskeren
Sara Omar, Sara Omar
Dødevaskeren er en voldsom roman om et ekstremt udsat pigeliv. Læs mere